Livet som kæresteflytter: Da Danmarks badminton-darling pakkede ketcheren og valgte kærligheden
Forestil dig, at du er Danmarks største kvindelige badmintonhåb. Du har svedt dig igennem utallige træningspas i Brøndby Hallen, du har fået en plads på landsholdet, og du jagter OL-drømmen med lige dele smashpower og stramme strenge. Og så møder du… en fransk fyr. Med fjerbold.
Det lyder nærmest som en sportslig romcom, right? Men for Mia Blichfeldt er det alvor. Hun valgte nemlig at tage det helt store kærlighedsløft og flytte til Sydfrankrig for at bo sammen med sin kæreste – den charmerende franske badmintonspiller Tomas Junior Popov – og det er en manøvre, der både har givet klik på nyhedssiderne og sved på panden (og lidt på samvittigheden).
Så hvad får en ambitiøs dansker til at droppe elitecenter og Danmarks bedste sports-setup, og i stedet træne blandt pastis og petanque? Det skal vi kigge lidt nærmere på.
Fra Brøndby til baguette
Mia, der i årevis har været en fast figur i det danske eliteprogram, sagde i starten af 2024 farvel til det nationale setup. Goddag til Avignon. Farvel til daglig træning med landsholdet. Bonjour til franske hårdkogte træningsdage og friske croissanter efter morgencardio.
I Badminton Danmark kunne man næsten høre lyden af surprise-lobbet ramme netkanten. Hun droppede nemlig ikke bare det fysiske miljø – men også de økonomiske og ekspertsupport-fordele, der følger med at være totalkørende eliteatlet med Team Danmark-opbakning.
Men Mia havde altså fundet noget, som hverken fysioterapeuter, sportspsykologer eller million-kontrakter kunne hamle op med: et forhold, der motiverer hende ”på den helt rigtige måde”. Hun følte, som hun selv sagde til aviz.dk, at hun “nærmest blev et bedre menneske” af kærligheden.
Det lyder jo næsten mere power-agtigt end hendes baghånd til krydset.
Amour på banen – og i styrkerummet
Men hey – før du forestiller dig et drømmescenarie med kærestetræning og delte proteinshakes i solnedgangen – så er virkeligheden faktisk lidt mere kompliceret. Selv om Popov forstår præcis, hvorfor man slæber sig ud til fysisk træning søndag morgen (selv med kærlighedstømmermænd), så er Mia den første til at indrømme, at det ikke bare er lutter romantik og mixed doubles i solen.
“Det er vildt hårdt,” har hun sagt ærligt. Og dét er måske noget af det mest relaterbare i hele historien – hvor mange af os har ikke prøvet at balancere ambitioner med en forelskelse, der lige pludselig sendte os ud i både følelsesmæssige og geografiske sidespidser?
Men her er det seje twist: Den alternative franske træning, hvor Mia nu sparrer med mandlige spillere (med “vildt meget præcision og power”, som hun siger), ser faktisk ud til at fungere. Hun slog for nylig verdens nummer 3 (!) og tog titlen ved German Open. Ikke dårligt for én, der har måttet lave sin egen sportslige opskrift med lidt færre ressourcer og lidt mere amour.
Kærlighed i OL-topform?
Det helt vilde er, at selv uden den samlede opbakning, ser det ikke ud til at have bremset Mia. Hun er fortsat en del af de store turneringer og har blikket rettet mod OL. Og lad os være ærlige – hvem gider ikke heppe lidt ekstra, når man ved, at der i kulissen står en fransk kæreste og hepper tilbage?
Man kan jo nærmest høre det: ”Allez, mon amour!”
”Jeg troede ikke, jeg skulle date en badmintonspiller,” har Mia indrømmet. Men livet har det jo med at slå sidelæns – lidt som en tricky slice fra en japansk venstrehåndsspiller.
Det hele føles som en lidt mere sportslig udgave af “Emily in Paris” – bare med tape på fingrene og turneringsnæver i stedet for caféselfies.
Kærlighed, karriere og ketchere
Det bedste ved hele historien? Den føles ikke som en nederlagshistorie, hvor en ambitiøs kvinde opgav sin drøm for kærligheden. Det er snarere et bevis på, at man kan flytte rammerne og stadig spille med. Også selvom man bor i en anden badmintonkultur, på et andet sprog og langt fra rugbrød og Rødovre.
Måske Mias historie i virkeligheden er en slags fjerbolds-reminder til alle os, der nogle gange føler, vi skal vælge mellem drøm og hjerte. Nogle gange er der en tredje vej, hvor vildt det end lyder. Også selvom man ender med at smide alt for en propellende franskmand og en sydfransk solopgang over morgenløb.
Næste skridt? Måske medalje i Paris – både på banen og i kærlighedens turnering. Og hvis det ikke er en power combo, ved vi ikke, hvad er.
(P.S.: Man får helt lyst til at tage badminton op igen. Eller i det mindste finde en fransk kæreste.)